I dag skal vi på bustur i Mexicos bagland. Turen starter i Mazatlán, hvor vi fra den larmende, støvede cruisehavn, bevæger os ind i landet og op i bjergene. Sierra Madre er en mægtig og vidtstrakt bjergkæde, og vi får kun en smagsprøve på dens enorme udstrækning. Men vi glæder os til at opleve små landsbysamfund, håndværk, hverdagsliv og natur – tæt på og autentisk.
Maskeret guide
Vores guide stiger ombord i bussen med et stort smil. Til vores overraskelse trækker han noget der ligner en billig nytårsmaske ned foran ansigtet. Mens vi kører, fortæller han levende om maskernes betydning i Mexico: hvordan de bruges i ceremonier, festivaler og traditioner til at repræsentere alt fra guder og dyr til ånder og afdøde forfædre. Masken er ikke bare et stykke farverigt pynt – den er en portal ind i en anden identitet.
For guiden selv er det en måde at træde ind i rollen som historiefortæller og vært. Han er ikke længere den mand, der står op og drikker kaffe med sin kone – nu er han vores fortolker af Mexico. Han fortæller også om det legendariske karneval i Mazatlán, et af de største og ældste i hele Latinamerika, hvor masker spiller en central rolle – både for at skjule og afsløre.
Som prikken over i’et sætter han en bredskygget junglehat på hovedet – lidt i stil med noget Livingstone kunne have båret. Et tegn på, at vi er på ekspedition. Måske med en snert af kolonial ironi – eller bare et praktisk værn mod solen.
Guacamole og tortillas
For at gøre vores introduktion til Mexico endnu mere sanselig, laver guiden et uventet stop. Han løber ind i en lille butik – og kommer ud med en stabel frisklavede tortillas. Ikke nok med det: han henter også en skål hjemmelavet guacamole, kreeret af hans kone. Med brede smil deler han ud – en lun pandekage, en skefuld cremet avocado, et “Buen provecho!” og så videre. Mmm… smagen af Mexico. Så enkelt og så ægte. Det bliver en god dag på bustur i Mexicos bagland.
Murstensmagi på landevejen
Vi tygger stadig på det sidste af vores tortillas, da vi når dagens første stop. Guiden fortæller om den traditionelle byggestil, hvor mursten tørres i solen, før de brændes – en metode, der har været brugt i generationer og sikrer kølige huse i den mexicanske hede.
Bussen holder stille på en støvet landevej. Intet afslører, hvad vi skal se. Men bag et grønt hegn af buske åbner landskabet sig – og dér ligger de: rækker af mursten på jorden, badet i sol. Mænd med sved på panden flytter mursten med sækkevogne, og ovne af murstensstabler og træ venter på at blive antændt. Et råt, men fascinerende glimt af det arbejdende Mexico.
Malpica – en farverig landsby
Vi kører videre ind i bjergene og drejer pludselig væk fra vejen og ind på en støvet grussti. En lille kilometer senere stopper vi i udkanten af Malpica – en landsby så lille, at den næsten gemmer sig bag blomstrende buske og lave træer. Vi går ad hovedgaden – som også er den eneste gade – og indsnuser stemningen: små farvestrålende huse, bagerens lokkende duft og en kirke, der spejder ud over torvet.
Efter en kagepause besøger vi et lille keramikværksted bag et af husene. Her formes og glaseres kakler og masker i hånden. Manden ved drejeskiven arbejder roligt og viser stolt sit færdige arbejde – ægte kunsthåndværk.
Kirke og kig ned ad sidegader
Næste stop: Concordia. Vi stiger ud på torvet, hvor byens kirke troner som et hjerte i samfundet. Kirken spiller stadig en stor rolle i mange mexicaneres liv – både åndeligt og socialt.
Vi når kun at kaste et hurtigt blik ned ad sidegaderne – her er endnu flere farverige huse og livsglæde malet direkte på murene. Men bussen venter. Vi må videre.
Krukker og keramik i stor stil
En større vejbod viser os endnu mere af regionens kunsthåndværk – krukker, kakler, ovne og masker i alle afskygninger. Her kunne man nemt have fyldt en kuffert – hvis altså ikke vi skulle flyve hjem og har begrænset bagagevægt.
Copala – Masser af charme
Dagens sidste stop er Copala – en lille by kilet ind i bjergene, hvor bussen må give op og parkere udenfor. Vi går til fods gennem de smalle, kuperede gader, forbi lavstenshuse og kaktusser. Udsigten til de fjerne bjerge er betagende, og i byens hjerte ligger kirken – som en gammel beskytter med overblik.
Vi når torvet, og her ligger Alejandro’s – en lille restaurant med stor charme. Vi får serveret frokost, og som prikken over i’et: Alejandro’s berømte Banana Coconut Cream Pie. Den er uforglemmelig. En sød afslutning på en sanselig dag.
Link: Restaurante Alejandro her
Retur til skibet
Med mætte maver og mange indtryk går turen tilbage mod Mazatlán. De fleste i bussen er stille – trætte, men glade. Tankerne kredser om mursten, masker, mad og bjergbyer. Om smagsprøver på en anden verden.
I havnen i Mazatlan blev vi kørt gennem industrihavnen i noget, der lignede en gammel åben togvogn. Det har vi ikke prøvet før, så det var lige en ekstra oplevelse. En fint slutning på en perfekt bustur i Mexicos bagland.
Her er et link til hvad man ellers kan opleve i Mazatlan.
I aften sejler vi videre med Norwegian Bliss – mod flere eventyr i Mexico.
[Læs mere her: https://www.feriefortaellinger.com/category/mexico/]