Karpathos ligger midt mellem Kreta og Rhodos. Det er en lille, smal og aflang ø, der fra nord til syd kun er ca. 50 km. Lufthavnen ligger på øens sydlige spids, og øens største by er Pigadia, eller Karpathos by, som den også blot kaldes. Den ligger i en naturlig bugt på øens østkyst. Der bor ca. 6000 mennesker på øen, hvoraf ca. halvdelen bor i Pigadia.
De øvrige er fordelt på øens 10-12 små bysamfund, de fleste på øens sydlige halvdel, hvor vejnettet er bedst udbygget.
Afbudsrejse
Vores tur til Karpathos var en sidste øjebliks afbudsrejse med Spies. Fly + hotel med morgenmad for under kr. 1000,-. Vi havde intet kendskab til øen, og dermed ingen særlige forventninger. Vi havde ikke tid til at forberede os, og besluttede os for bare at tage tingene som de kommer. Det vigtigste var at få lidt tiltrængt sol i en lidt, vejrmæssigt, kedelig periode i Danmark.
Vi blev på ingen måde skuffede. Karpathos viste sig at være en lille perle, som vi faldt fuldstændig for.
Vi havde hjemmefra booket en bil i lufthavnen. Se i øvrigt afsnittet om billeje. Køreturen til vores hotel gik rigtig fint. De første kilometer efter lufthavnen fremstår øen gold, øde og kedelig, men snart bliver man mødt af lidt mere grønt. Vi fandt senere ud af, at det er Italienernes fortjeneste. De havde magten på øen fra 1912 til 1947, og tilplantede den med Aleppo-fyr og egetræer. Flere byer, bla. Pigadia, er præget af den italienske byggestil. Byen ligner derfor ikke helt de andre græske øer. Her er mere farve på bygningerne, flere buer og søjler.
Langs stranden nord for Pigadia, ligger flere hoteller. Her er ikke særligt indbydende, meget lidt lokal charme og atmosfære, og meget “turistet”.
Overnatning
Hotellet vi skulle bo på hedder Oceanis. Det ligger midt i hovedstaden, med stranden til den ene side, og byen med den hyggelige havn og gågaden til den anden. Vi var meget spændte på hvordan hotellet ville være, når rejsen var så billig.
Her blev vi glædeligt overraskede, hotellet var lille og simpelt, men her har hyggeligt og rent og de tilbød en udmærket buffet-morgenmad, hvilket passede fint til vores planer. Vi havde bedt om et værelse med sol og udsigt, og vi havde fået en rigtig dejlig balkon mod vest, som opfyldte vores ønsker. Herfra kunne vi se ud over stranden og bugten til den ene side, og op mod bjergene til den anden. Se afsnittet om overnatning her.
Ferie og afslapning
En del af vores uge på Karpathos tilbragte vi med badning og snorkling. Søren havde ikke tidligere brudt sig om snorkling. Han er i det hele taget svær at lokke i vandet for han synes ofte at vandet er for koldt.
Maske og snorkel synes han er ubehagelige at have på. Det slutter ikke tæt, og han får vand i munden og øjnene. I det hele taget er der meget i vejen. Søren har dog ikke noget imod at dase på stranden, og læse eller spille på sin telefon mens Henriette pjasker rundt.
På Karpathos købte Henriette, en af de første dage en Full-Face snorkel-maske.
Efter at have brugt en del tid på at se Henriette snorkle rundt, og den ene gang efter den anden komme storsmilende op af vandet for at fortælle om alt det fantastiske hun havde set, lod Søren sig dog overtale til at prøve.
Masken sad tæt, dækkede hele ansigtet, havde en ventil i snorklen, som lukkede, hvis den kom under vand, så han ikke fik vand i munden.
Søren snorklede lidt på det lave vand, og konstaterede at han faktisk ikke druknede.
Herefter svømmede vi lidt videre og da han for enden af stranden ind mod byen, og ganske få meter ude fra kysten, kom til et lille rev, fyldt med farvestrålende fisk, var han solgt. Det var et gennembrud, og vi har senere købt masker og dykkerdragter til hele familien.
Fantastisk mad
Sidst på eftermiddagen gik vi, de fleste af dagene ned gennem byen til havnen og gågaden. Her var masser af restauranter, caféer og butikker. Vi fandt ret hurtigt vores favoritsteder. En lille snackbar hvor der sad nogle lokale og spiste. Det er altid et godt tegn. Her fik vi en fantastisk Gyros, og vi endte med at spise frokost her flere gange.
Til aftensmaden prøvede vi flere restauranter, men vi forelskede os i en restaurant der var bygget ind i terrænet og derfor var i flere niveauer. Her kan man sidde udenfor med fantastisk udsigt over havnen, og der var både fantastiske fisketallerkner og forskelligt kød på menuen. Deres lam var helt vildt godt. Det spiste vi på Sørens fødselsdag. Det var også her Søren stiftede bekendtskab med Sweet Red som er en sødlig rødvin, som bedst kan beskrives som en mellemting mellem rødvin og portvin, som han faldt helt for.
Vi havde på denne lille ø rigtig mange skønne madoplevelser. Se f.eks. billede i afsnittet om mad og drikke, hvor Søren spiste røde pandekager til han var lige ved at revne.
Olympos
På den nordlige del af øen ligger byen Olympos. Byen blev først opdaget af omverdenen i det forrige århundrede. Den lå i mange år fuldstændig afsondret. Ingen veje førte derop, og byen kunne kun nås via skib. Man sejlede til nabobyen Diafani, hvorfra man anlagde en vej til Olympos. Vejen blev betjent af minibusser. Efterhånden som turismen slog igennem i byen, og flere og flere ville opleve den, byggede man en bjergvej sydfra og hele vejen op til byen.
Vejen blev bygget omkring år 1990, og er altså ikke ret gammel, men den bliver hele tiden udfordret af bjergskred og nedstyrtninger, som gør den til et lidt farligt sted at færdes. For hver ca. 5 km står der gravemaskiner i vejkanten. De er klar til at rydde vejen for nedfaldne klippestykker. Flere steder mangler det yderste spor, da vejbanen er styrtet sammen.
Vi kørte hele vejen i vores lejede bil, og vi blev hverken ramt af nedfaldne sten, og vejen forsvandt heller ikke under os, så vi ankom sikkert til Olympos.
Det er en ikke mindre end fantastisk tur, til tider skræmmende, men meget imponerende og utrolig smuk.
Vejen snor gennem landskabet og klæber sig til de porøse bjergsider. Indimellem løber den langs ryggen af bjergkæden med fantastiske udsigter mod havet, snart i mod øst, og snart i mod vest. Vi var næsten alene på vejen, og mødte kun relativt få biler. Til gengæld var her flere steder store geder, som klatrede på skråningerne. Bjergene virker enormt skrøbelige. De er meget porøse, og minder om skifer. Henriette havde lidt følelsen af, at en kæmpe havde smidt bjergene, og at de var blevet knust, da de landede.
Gemt og beskyttet
Selve byen Olympos ligger malerisk på en bjergside. Her har Henriette taget mange billeder. Byen har været skjult fra hav-siden, og lå beskyttet imod vestenvinden. Her bor stadig en del af den lokale befolkning. De har deres eget sprog, som endnu tales af de gamle i byen. Man kender ikke indbyggernes oprindelse, men sproget peger på, at de har doriske forfædre.
I byen ses også en af de karakteristiske græske vindmøller, som man også kan se bl.a. på Mykonos. Oprindelig var der ca. 50 møller, men nu kun en, som stadig er fungerende.
Noget af det vi godt kunne lide ved Karpathos var, at øen, i hvert fald her i foråret, og der hvor vi var, ikke virkede lige så turistet, som mange af de andre græske øer.
Dette lever Olympos højt på, da den “sælges” som den uberørte og nyopdagede by. Det er, ironisk nok, netop noget der trækker stadig større turisme til. En stor del af byen er derfor blevet til restauranter og souvenirbutikker. Stort set alle husene sælger et eller andet, og alle sammen med et tilbud om at prøve noget helt unikt og sjældent. Her kan man bl.a. opleve den lokale væve- og broderikunst, smage hjemmebagt brød og syltevarer og tørret gedekød.
Turistfælde ?
Desværre vrimler det også med det, vi ville kalde “lokale fuskere”, så som en gammel dame i lokal dragt, der sidder på jorden, med malerier som hendes mand har malet – Malerierne er sjovt nok fuldstændig magen til dem i souvenir butikken i Karpathos by – bare til den dobbelte pris. De små hyggelige cafeer med lokale retter, er blevet til pengemaskiner der serverer præfabrikeret mikroovns-mad der slynges over disken med en attitude af nærmest arrogant ligegyldighed.
Det synes vi er enormt synd og det ødelægger en stor del af oplevelsen. Vi fik det det ærlig talt lidt ambivalent. Det var en fin oplevelse at se byen, men netop vores egen tilstedeværelse, er jo med til at fremme det selv samme, som vi ikke bryder os om. Stof til eftertanke.
På hjemvejen kørte vi via vestkysten, hvor vi bl.a. passerede badebyen Lefkos, som har den fineste sandstrand.
Øen er her endnu mere tilplantet. Bjergskråninger og kløfter med fyrretræer, og den ene udsigt smukkere end den anden. Vi kørte helt ned til et hotel ved kysten, hvor vi fik en dukkert ved den lokale strand, og en forfriskning i strandbaren. Herfra kørte vi tværs over øen tilbage til Pigadia.
Rundtur på sydøen
En anden dag kørte vi via den gamle hovedstad Aperi op i Bjergene. Gennem de smukke bjergbyer Othos og Piles til vestkysten. Othos er den højest beliggende by på øen. Søren elsker disse eventyr på små bjergveje. Han sidder med et kæmpesmil, og nyder oplevelsen med at møde nye sving og udsigtspunkter. Turene foregår altid i et roligt tempo, da Henriette godt kan blive nervøs.
Vi kommer helt ud til vestkysten. Ligesom den tidligere tur oppe ved Lefkos, mødes vi igen af fyrreskove. Her er masser af kløfter, og flere steder går mindre veje ned mod kysten, hvor de ender blindt ved små lokale strande. Strandene ligger fuldstændig isolerede fra omverdenen, omkranset af hav og klipper og hvis man, som os, er heldige, kan man have hele stranden helt for sig selv.
Vi havde kørt et stykke tid og netop talt om at, på denne del af øen var vejene bedre end da vi kørte nordpå. Kort efter er der lige pludselig ikke længere asfalt på vejen, men bare grus. Vi bliver lidt i tvivl om vi er det rigtige sted, men i følge GPSen skal vi bare fortsætte så det gør vi. Vejen bliver mindre og mindre og snor sig, vi griner lidt mens vi kører ned af den lille grusvej. Heldigvis ender vejen nede ved stranden. Vi tilbragte et par timer helt alene på en sandstrand, inden der kom andre mennesker dertil, og vi kørte videre.
Arkasa
Vi kørte ned til badebyen Arkasa, hvor nyere feriehoteller dominerer. Byen ligger på vestkysten, ikke så langt fra lufthavnen, og er blevet øens turistcentrum. Herfra drejede vi ind i landet, og kørte igen op i bjergene mod byen Menetes. Kort efter Menetes gør vi holdt ved mindesmærket for de lokale faldne helte fra 2. verdenskrig. Der er en statue af en græsk soldat, og han står højt placeret med udsigt mod Pigadia. Da vi var der blæste det meget kraftigt, og selve blæsten blev en oplevelse i sig selv.
Det sidste stykke ad snoede bjergveje tilbage til hotellet fuldendte en dejlig dag. Vi elsker de her ture ud i det blå. Uden planlægning, men hvor vi bare gør det vi har lyst til.
Farvel til øen
Efter en rigtig dejlig uge på Karpathos måtte vi desværre sige farvel. Vi håber bestemt at komme igen en anden gang. De lokale siger at øen er fantastisk i september. Temperaturerne er stadig behagelige, og badevandet er lækkert efter en lang sommer. Vi havde også fantastisk vejr da vi var der i overgangen mellem maj og juni. Kun på Sørens fødselsdag kom der lidt regn, hvilket overraskede de lokale. Det regner ellers ALDRIG i juni….